søndag den 11. november 2012

Dyreetik og kæledyr

Et aspekt jeg sjældent har set beskrevet er hvordan man dyreetisk set skal forholde sig til kæledyr? På en måde er jo kæledyr menneskernes slaver: De bliver købt og betalt af ejeren, og forventes at adlyde denne. Ejeren har endog retten til at aflive dyret skulle det af den ene eller anden grund anses påkrævet. Til gengæld får dyret masser af pleje, og privilegier som andre dyr ikke har: masser af mad, ejerens kærlighed og opmærksomhed.
Vi kan vel alle blive enige om at de fleste kæledyr har et godt liv sammenlignet med dyr i landbruget. Dyrene tillægges næsten menneskelige egenskaber, som jeg ikke skal gøre mig klog på om de har eller ikke har. De får tit en egen seng, spiser mad af en skål, bor indendørs, får et navn, tøj til at holde sig varme om vinteren m.m.

Et andet etisk aspekt ved kæledyrshold er at de mest almindelige kæledyr,  hunde og katte er rovdyr, og skal have en hel del kød, altså må ejeren være villig til at give dyret foder som andre dyr er blevet aflivet for at fremstille.

Jeg tænker at hvis man er optaget af dyreetik må det at have et kæledyr, være en lidt kompliceret affære, måske skal jeg spørge nogle dyreejere hvad de tænker om det? Rettighedstetikeren vil kunne sige at kæledyrshold er slaveri, medens en nytteetiker nok ikke vil se det store etiske problem med kæledyrshold. Det kan jeg nu heller ikke ud fra kæledyrenes standpunkt - jeg tror de flæste kældedyr er priviligerede og har det rigtig godt.
Det store etiske problem som jeg ser det er dyrefoderet. Katte får for eksempel tit en dåse tunfisk, som er lækkerier for katte, hunden får lidt leverpostei eller pølse som snack. Det synes jeg er så problematisk at det ville være svært for mig at anskaffe en hund eller en kat, selv om jeg synes de er rigtig søde og rare at have i huset... og NEJ det er ikke det samme som at dyrene spiser hinanden i naturen.


2 kommentarer:

  1. Hej Anita
    Meget spændende emne, du tager op! Jeg bliver nødt til lige at spørge om du vil uddybe det etiske problem ved dyrefoder. Er det at de dyr der er slagtet for at fremstille foderet antageligvis ikke er opdrettet under ordentlige forhold? Ville du i så fald have det ok med økologisk (/fritgående) fremstillet dyrefoder?
    Eller er alt foder lavet med kød et problem i sig selv? Og hvordan har du det så med at man fx giver sine børn mad med kød?
    Tak for en altid spændende blog!

    SvarSlet
  2. Hej Py, tusind tak for din kommentar. Jeg har egentlig ikke noget endelig svar på dit spørgsmål, men jeg har forsøgt at uddybe det i et indløg som jeg har skrevet i dag, om dyreetik i lidt bredere forstand, og de forskellige synspunkter man kan vælge at indtage. Jeg vil nu ikke sætte mig til dommer over hvad der er den rigtige etiske holdning i forhold til vores omgang med dyr - man kan argumentere godt for mange synspunkter, økologisk dyrefoder er en af mulighederne hvis man ønsker at minimere menneskepåført lidelse for dyrene.

    SvarSlet