fredag den 24. februar 2012

Hvorfor økologi?

Der er flere grunde til at vælge økologiske varer og produkter:

1. Bedre dyrevelfærd i økologisk landbrug
2. Mindre forurening af naturen
3. Mindre brug af skadelige pesticider, antibiotika og tilsætningsstoffer
4. Personlig sundhed

Dyrene i det økologiske landbrug må ikke i længere tid spærres inde uden lys eller omvendt med lys 24 timer i døgnet for at fremme væksten. Dyrene har mere plads at boltre sig på, og smertefulde indgreb som halekupering af grise og afskæring af dele af næbbet hos kyllinger er forbudt. Dyrene har adgang til udendørs arealer størstedelen af året. Økologiske dyr opdrættes også tit i store flokke om end meget mindre end i det industrialiserede landbrug og der bliver foretaget en hel del indgreb som afskæring af horn på kvæg og kastrering af smågrise, så lidelsen for disse dyr er relativt set mindre men ikke fjernet. Økologi løser ikke alle dyrevelfærdsproblemer. Som eksempel kan også nævnes at   i den økologiske ægproduktion er dødeligheden p.t. for hønsene dobbelt så høj (10%) som for burhønerne.

En gris producerer vel ligeså meget gylle om den er økologisk eller ej og en økoko prutter vel ligeså meget som en anden ko?  Ja, det vil jeg mene, og dette punkt er noget omstridt. Men hvis produktionsenhederne og dyretætheden bliver meget store, vil forureningen blive proportionalt større, og det vil være sværere at blive af med dyrenes urin og afføring uden at naturen tager skade. En anden kilde til forurening, kunstgødning, må heller ikke bruges i det økologiske landbrug.

En vigtig pointe er også at dyrene i økologisk landbrug ikke må fodres med gensplejset foder.

Kunstige pesticider er forbudt ved dyrkningen af økologiske afgrøder. Det vil derfor ikke være nogen spredning og ophobning af svært nedbrydbare pesticider i naturen. Dog bruges der "naturlige" sprøjtemidler for eksempel ved produktion af æbler.

Der er skrappere krav til brugen af antibiotika i økologisk kødproduktion. Det skal gå længere tid fra medicinering til slagtning, hvilket gør at risikoen for antibiotika rester i kødet og spredning af resistente bakterier er mindre.

Økologiske afgrøder indeholder ikke pesticidrester som kan være skadelige for mennesker. Ligeledes er det meget mere begrænset hvilke tilsætningsstoffer man må bruge i økologiske fødevareprodukter. Kun 38 af de ellers 350 godkendte tilsætningsstoffer er tilladt.

Om økologisk frugt og grønt indeholder flere næringsstoffer er fremdeles et omstridt emne.

Økologiske hudpleje- og husholdnings produkter kan være mere skånsomme, indeholde færre hormonforstyrrende stoffer etc., men her er reglerne ikke så stramme, så  man må læse indholdsfortegnelsen nøje og sætte sig ind i sagerne mere end man kan forvente af en almindelig forbruger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar